Ideer og inspiration til madpakke til vuggestue- og børnehavebørn

kategori: Familie, Mad og drikke, Sundhed | 2

pige-spiser-madpakke-vuggestue-boernehaveBørn i vuggestue og børnehave skal ofte have deres egen madpakke med, fordi institutionen ikke sørger for middagsmad til børnene. Det kan godt være en udfordring, da især de mindste børn måske enten ikke kan eller ikke vil spise den klassiske klap-sammen med leverpostej. De mindste børn skal vænnes langsomt til at spise den faste føde og til at bruge deres gummer til at mose og senere tygge maden med. Der er stor forskel på, hvordan børn håndterer mad i bidder eller med klumper. Nogle børn går i panik og får maden galt i halsen, mens andre for længst har fået nok af moset mad. Der er faktisk mange madvarer, som du kan servere for dit barn i både hel og moset tilstand. Endelig findes der også muligheder, der ligger ind imellem. Her kan du læse om ideer og forslag til spændende madpakker til de mindste.

3 ideer til sund og lun middagsmad

I en travl hverdag kan du spare tid på madpakken, hvis du sørger for at lave aftensmad til familien, som også kan bruges som middagsmad til dit barn den næste dag. Det er en god ide at lade dit barn smage en masse forskellige smage og krydderier. Meget taler for, at dette gør børn mindre kræsne, når de bliver ældre. Samtidig skal det naturligvis helst også være sundt og ikke alt for dyrt. Her følger 3 ideer til lun middagsmad med masser af smag og mulighed for at lokke flere grønsager i de små.

Sunde boller i karry til madkassen

Alle elsker boller i karry, og det er et hit hos rigtig mange børn. Desuden kan der siges mange gode ting om retten. Den er fuld af smag fra det kraftfulde krydderi karry. Generelt er økologisk kød dyrere end almindeligt kød, men økologisk svinefars er noget af det billigste økologiske kød på markedet – sammenlignet med eksempelvis kylling. Kødboller af økologisk fars er altid en sund og god begyndelse. Inden du blander farsen til kødbollerne, så blancher et par skiveskårne porrer, så du kan blande dem i farsen til sidst. Porrer passer fortrinligt i denne ret, og det er en grøntsag, som børn måske ikke finder så spændende, hvis den blot er tilbehør til retten. Fuldkornsris er bedre end almindelige hvide ris. Husk dog at fuldkornsrisene kan have brug for mere end dobbelt kogetid i forhold til almindelige poseris. Hvis du sørger for at koge risene helt igennem, så er de rigtig god ‘tyggetræning’ for de mindste uden at være kedelige for dig og de lidt ældre børn.

Ny smag til børn i børnehave eller vuggestue

En anden ide til en smagfuld ret til de mindste er mos med rødvinssauce. Husk at alkoholen fordamper, når saucen koger, så kun rødvinens intense og kraftfulde smag bliver tilbage. Denne smag er anderledes end meget andet, som børnene får at spise til hverdag. En billig rødvin gør sig lige så godt som en dyr vin.Vi har testen ideen i praksis, og retten scorer toppoint hos selv børn i vuggestue-alderen! Du kan lave en klassisk kartoffelmos, som jo både er en billig og sund madpakke til børnene. Du kan desuden blande andre grøntsager i mosen som eksempelvis gulerødder, jordskokker eller pastinak. Du kan også eksperimentere med grønne grøntsager. Det gør kun mosen endnu sundere. Gulerødder passer rigtig fint i en rødvinssauce, da de optager rødvinssmagen på en meget delikat måde. Du kan vælge at koge gulerødderne bløde i saucen, eller komme dem i retten til sidst, så de har lidt bid. Du ved bedst selv, hvor meget dit barn kan tygge. Du kan også variere kødet i saucen. Det kan eksempelvis være skinkeschnitzler. Husk dog at skære kødet i helt små stykker til dit barn. Du kan eventuelt nøjes med give barnet sauce og gulerødder med til mosen, da kødet kan være svært at håndtere for de mindste. Et alternativ til schnitzlerne kunne være krydrede pølser i skiver. Det økologiske mærke Hanegal laver gode og smagfulde pølser, som er en del mere spændende og indeholder mere kød end almindelige pølser. Pølserne er lettere at tygge og gumle på for børn med ingen eller få tænder. Det gælder for denne ret, men også for boller i karry, at den er relativt billig at lave, og når du først er færdig, så har du rigtig meget nem mad til fryseren, og en god madpakke til dit barn. Et lille trick til denne madpakke er separate plastbøtter således at mosen/risene først blandes med saucen, når barnet skal spise maden. Det gør maden meget mere appetitlig og indbydende.

Madpakke med grøntsager

sunde-groentsagerDen sidste ide til lun madpakke er grønsagstærte. Det er utrolig nemt at lave en tærtebund, og bland gerne havregryn eller grove meltyper i dejen. Grøntsagstærten er en af de bedste måder, hvorpå man kan få sit barn til at spise flere grønsager. Upopulære grønsager som rosenkål, broccoli, bønner eller måske blomkål bliver pludselig smagfulde, når man bager dem i en æggemasse med lidt bouillon. Den bitre smag fra rosenkålene forsvinder, og blomkålen bliver mild og broccolien kamufleres. Du kan igen her selv vælge, hvor bløde grønsagerne skal være. Du kan blanchere dem i et par minutter, eller du kan koge dem lidt længere. Tærten er god og mættende pga. den grove bund, æggemassen og de mange grøntsager. Den er super praktisk at have med, og det er nemt for pædagogerne at anrette den for barnet.

 

Den kolde madpakke til vuggestue- eller børnehavebørn

Grød er blevet helt moderne, og den findes i mange sunde og selv kolde versioner. Den ene kok efter den anden kogebogsforfatter står i kø for at give tips og gode ideer til grød.

Det er meget simpelt. Man blander havregryn med mælk og lader det trække i køleskab natten over. Man kan derefter blander ymer eller skyr i grøden, og tilsætte æble, banan, bær eller andre sødmefulde frugter til grøden som alternativ til sukker. Dette er en superhurtig, billig og sund madpakke til både vuggestue- og børnehavebørn. Bemærk dog, at siden denne opskrift indeholder skyr/ymer, skal barnet være 2 år, før det får den kolde grød med som madpakke. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man i det hele venter med blande højprotein-produkter (over 3,5% protein) i kosten til de små er fyldt 2 år.

Pandekager er altid godt, og kolde pandekager skal man ikke kimse af. Selvom det er hyggeligt med de klassiske pandekager, så er madpandekager et lidt sundere alternativ. Madpandekager med fyld egner sig dog bedst til børnehaven.

Grønsagstærten fra ovenstående afsnit kan også serveres kold. Dette er en fordel, hvis børnene skal på tur og derfor ikke er i nærheden af en mikroovn.

Klassiske frikadeller kan også spises kolde, og med frikadeller går man aldrig galt i byen. Du kan gøre dem lidt sundere ved at blande lidt forårsløg, persille, purløg eller andre krydderurter i farsen. Endelig kan du også lave frikadeller af fiskefars og krydderurter. En grov bolle med kold fiskefrikadelle og remoulade er også et hit. Ja – den har vi også afprøvet!

Hvis dit barn har en god gammeldags rugbrødsmad med i børnehave, så kog et par gulerodsstænger og send med. Til de lidt større børn kan du vælge rå gulerødder og måske også agurk. For at gøre de rå grøntsagsstænger lidt mere spændende, kan du blande lidt dip som egentlig er beregnet til chips. Alternativt kan du også forsøge dig med de mange nye slags skyr med smag, som eksempelvis Karolines med sennep, honning og dild. Send en lille bøtte med i børnehaven og se hvad der sker. Nogle børn elsker det, mens andre er lidt sværere at overbevise.

Hvis børnehaven helst ser, at man undgår almindeligt hvidt raffineret sukker, så kan du give dit barn en frugtsmoothie med at drikke. Der findes mange færdiglavede gode varianter, men du kan også blende din egen.

Facebooktwittergoogle_plus

2 Responses

  1. Line S. Andreasen

    Tak for gode ideer til madpakken:) Dog synes jeg, at det bør blive bemærket at børn under to år ikke må få hverken skyr eller ymer grundet det høje indhold af protein.

    • BabyBix

      Hej Line

      Mange tak for din kommentar til vores blogartikel om madpakker til småbørn. Du har naturligvis ret i, at helt små børn ikke må få mælkeprodukter med højt indhold af protein. Vi vil hurtigst muligt rette på formuleringen i artiklen, så det fremgår klart, at madpakker, hvori der indgår skyr eller ymer, er beregnet til børn på 2 år og opefter.

      Venlig Hilsen
      Charlotte

Skriv en kommentar